Når jeg åbner et ur, er jeg bevidst om, at jeg ser ned på et værk, der har en værdifuld historie og udvikling bag sig. Jeg ser ned på et værk, der har krævet hundredtusinder timers arbejde.
Som urmager i dag er jeg blot en lille del af historien, min del er at vedligeholde denne mekaniske arv så godt, som jeg kan. Og jeg elsker alle facetter af mit job.
Urets udvikling
Det er sket mange ting med produktionen af ure gennem årenes løb, men princippet er det samme: At måle tiden ved hjælp af balance i form af et pendul eller en krystal, der svinger.
Det jeg ser mest i mit arbejde, er de mekaniske armbåndsure, som er produceret gennem de seneste 70 år.
Jeg oplever, at mekaniske armbåndsure er meget populære i dag. Det skyldes, efter min mening, en unik kombination af tidløst design og godt håndværk. Udover det er et mekanisk armbåndsur yderst velegnet til hverdagsbrug.
60’erne satte fut i udviklingen af ure
I 60’erne begyndte udviklingen for alvor at tage fart. Man arbejdede på at gøre ure mere præcise og vandtætte.
I den tid producerede man for det meste ure af armeret plastikglas, ringe af aluminium og gummi.
Man begyndte ligeledes at eksperimentere med urets præcision, og man formåede at forbedre den.
I dag er de mest almindelige materialer i selve værker stål og messing. De materialer har været de mest populære materiale inden for branchen i århundrede. Det skyldes, at materialerne har selvsmørende effekter, når de kører mod hindanden.